„I taknemmelighed over at leve i
vor tidsalder og i vores del af Verden,
kan jeg ikke lade være at tænke
på, hvor god en mulighed jeg har
fået for på „næsten“ naturlig måde
at leve videre“.
Sådan står der at læse i en ny bog,
„Du står mit hjerte nær“, som Bent
Kjærsgaards Forlag netop har præsenteret.
Forfatteren er den 75-årige Verner
Stilling Jensen, Fårevejle, som fortæller
om sine oplevelser med at få
dårligt hjerte, og med at få „installeret“
en pacemaker, der, som han
udtrykker det, skal hjælpe med at
holde dikkeværket i gang.
I årenes løb er der udgivet mange
bøger, der beskriver sygedomsforløb,
og afsættet har ofte været, at
alle behandlervæsenets fejler, mangler,
inkompetence og urimeligheder
skulle beskrives, men i sammenligning
med disse, er Verner Stilling
Jensens bog en befriende undtagelse.
Vel er det en „sygehistorie“, han har
skrevet - en historie om vigtigheden
af, at hjertet banker, som det skal,
men det er nok så meget en historie
om alt det - og alle dem - hans hjerte
banker for!
I en djærv og folkelig tone, tager
Verner Stilling Jensen læseren med
i dagligdagen, både før og efter indlæggelsen,
og man følger ham på hospitalet,
og møder læger, sygeplejersker
og medpatienter.
I elegante og muntre pennestrøg
tegner han levende portrætter, men
vi er også med i de mørke nætter på
hospitalsstuen, hvor han lader tanker
gå til hjemmet, familien, tilbage
i tiden, og fremad - til alle dem, hans
hjerte fortsat banker for, selv om de
ikke ér mere.
Verner Stilling Jensen stammer fra
Jylland, men har tilbragt en stor del
af sit liv i Odsherred, hvor han i
mange år var forstander for
diabetikerhjemmet Solglimt i Fårevejle
Stationsby.
Som aktiv pensionist er han blevet
kendt af mange for sin talrige foredrag,
hvor han har flere emner på
programmet, men „Du står mit
hjerte nær“ er hans første bogudgivelse.
- Jeg har skrevet bogen, blandt andet
som en hjælp og trøst for dem,
der måtte komme i samme situation,
men mest af alt som en hyldest til
livet, og til alle dem - og de forhold,
der gør, at der stadig er gang i
dikkeværket, siger Verner Stilling
Jensen.
Bogen er på 80 sider og koster
30 kroner og kan købes hos
Bent Kjærsgaards Forlag: tlf. 59 65 90 47, eller:
Verner Stilling Jensen, tlf. 21 66 82 66.